Lisa Helmer Lund

Lisa Helmer Lund

Læsetid: 4 Minutter

Projekter og erfaringer fra 2019

År 2019 er nu slut, og det har givet anledning til at reflektere over de udviklinger og projekter, som er sket i årets løb, og hvad vi forventer vil ske med Edura i 2020

Edura_2019

9. januar 2020

Vi har langt fra haft et stille år i Edura. Der har været fart over feltet, og det er en udvikling, som vi forventer vil fortsætte i 2020. Er du nysgerrig på nogle af de interne udviklinger, vi har gennemgået i 2019? Så kan du se herunder:

Projekter i 2019

Foruden ansættelsen af flere medarbejdere, etableringen af et kontor i Valby, har vi brugt en del tid på forretningsudvikling, rådgivning og formidling af viden mellem vores kunder. Derudover har vi en lang og tilfreds kundeliste på baggrund af de projekter, som vi har arbejdet på i 2019. Nedenfor er et lille udsnit af de mange projekter fra 2019, som vi er stolte over at have været involveret i:

Implementering af CRM på NEXT og TECHCOLLEGE

På både NEXT og TECHCOLLEGE har vi bidraget med at implementere et nyt CRM-system kaldet CRM-Education. Formålet med dette system er, at det skal bruges til praktikopsøgende arbejde, rekruttering af elever og øget salg af efteruddannelse. Styrelsen for IT og Læring (STIL) annoncerede i 2019, at der skal ske en udfasning af det statslige system Praktik+. CRM-Education blev derfor implementeret som følge af udfasningen af Praktik+, men også på baggrund af betydelige økonomiske og kvalitative potentialer for institutionerne. Vores rolle har gennem dette projekt været i form af projektledelse, rådgivning og udarbejdelsen af en business case.

Digitale kursusbeviser for Dansk Industri (DI)

DI afholder årligt adskillelige kurser, og derfor udtrykte de et behov for at modernisere og digitalisere deres kursusbeviser. Formålet med denne digitalisering var især at give kursusdeltagerne mulighed for lægge deres kursusbeviser på deres individuelle LinkedIn profil, og derved markedsføre DI. Vi stod i den forbindelse for projektledelse, rådgivning og udarbejdelsen af en business case.

Implementering af Chatbot til DM i Skills

I 2019 blev Edura valgt til at udvikle og implementere en chatbot for Danmarks største uddannelsesmesse for erhvervsuddannelser kaldet DM i Skills. Formålet med chatbotten er at sikre, at de unge og deres forældre får mere effektiv information om relevante uddannelser baseret på deres interesser på messen. Selve messen afholdes i Bella Center den 16-18. januar 2020.

Anbefaling af nyt tilmeldingssystem for Niels Brock

Vi har i dette projekt bidraget Niels Brock med at træffe en kvalificeret beslutning om et nyt tilmeldingssystem. Niels Brock måtte på grund af en forældet platform udfase deres eksisterende tilmeldingsplatform. Derfor arbejdede vi bl.a. med en analyseproces og teknologikortlægning for at udarbejde en anbefaling og beslutningsgrundlag for institutionen. Hør mere om Eduras rolle i projektet her.

Indsats på FGU-området

Edura har bidraget med vejledning og støtte ifm. de forskellige FGU-institutioners valg, implementering og udvikling af et fælles studieadministrativt system. Derudover har vi rådgivet FGU’erne om en lang række forhold angående IT-understøttelse både på det undervisningsmæssige og administrative område.

Etableringen af FGU-uddannelsen har været et stort fokusområde for Partner og seniorkonsulent Jonathan i 2018 og 2019, som udtaler at ” det arbejde som vi sammen med sektoren har udført, er i virkeligheden meget unikt, og en fantastisk mulighed for det danske uddannelsessystem for at implementere en ny model og vej, for at få unge som tidligere er faldet fra, til at genoptage en uddannelse og komme i beskæftigelse. Det er gavnligt for samfundet, men især gavnligt for de unge, som får en ny mulighed igennem FGU”.

Udvikling af Rapid Learning Planner

Vi har i samarbejde med en række kunder udviklet den første prototype til vores læringsspil, kaldet ”Rapid Learning Planner”. Formålet med læringsspillet er at gøre planlægningen og nedbrydningen af digitale og traditionelle læringsforløb let, lærerigt og sjovt.  Vi har store forventninger til læringsspillet, og blandt vores kunder har vi også oplevet stor begejstring for spillets potentiale.

Forventninger til 2020

Vi har i 2019 bemærket, at især mellemstore og mindre virksomheder er blevet mere opmærksomme på det potentiale som digital læring kan have for deres medarbejdere, partnere og kunder. I 2020 har vi derfor en forventning om, at vi i større omfang kommer til at arbejde med digital læring hos private virksomheder og offentlige uddannelsesinstitutioner.

”Rent forretningsmæssigt tror jeg på, at vi kommer ind i et 2020, hvor vi får nogle mere pædagogiske kompetencer ind i forretningen, så vi kan blande vores stærke digitale kompetencer med læring. Jeg forventer også at få et overblik over de vigtigste teknologi-leverandører inden for digital læring, så vi kan udarbejde nogle særdeles fede forløb, der har strategisk betydning for vores kunder” — Gorm, direktør og partnerkonsulent

Vi ser derfor frem til de spændende muligheder, planer, projekter og udviklinger, som vi er sikre på, vil opstå i 2020.