Lisa Helmer Lund

Lisa Helmer Lund

Læsetid: 3 Minutter

Kristian Stagis fortæller om sin første tid i Edura

Kristian Stagis har over 20 års erfaring fra uddannelsessektoren, hvor han har haft fokus på udvikling af erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser i Danmark.I dag bidrager han til øget digitalisering på flere af landets uddannelsesinstitutioner som Seniorkonsulent i Edura

“Hver gang der lukkes en dør, så åbnes der nye døre. Hvor har jeg dog sagt denne sætning mange gange igennem tiden. Særligt hvis der var lidt nervøsitet at spore, når venner har skiftet job og medarbejdere skulle videre i deres karriere – og hvor er det dog sandt” 

4. juni 2020

Begyndelsen i Edura

For snart 4 måneder siden tiltrådte jeg stillingen som Seniorkonsulent i Edura. Det har været en flyvende start med et hav af spændende nye opgaver, hvor jeg har fået både kærlig og professionel opbakning fra alle mine nye kollegaer. Det er inspirerende at være i et miljø, hvor hver enkelte medarbejder har så meget fokus på detaljen, og hvor kunden altid får en gennemarbejdet og professionel løsning.

Selvom det at være konsulent er nyt, så er det også lidt som at komme hjem. Siden jeg forlod den udførende del af elbranchen for 20 år siden, har mit primære fokus været at udvikle, kvalitetssikre og at skabe de bedste rammer for uddannelser. Det er uddannelser i alle afskygninger inden for erhvervsuddannelsessektoren – både arbejdsmarkedsuddannelser, erhvervsuddannelser, faglæreruddannelser og lederudvikling.

Stor passion for uddannelsessektoren

Min passion for at arbejde med uddannelser startede for 25 år siden. Her fik jeg for første gang øjnene op, for det enorme uddannelsesapparat vi har, hvor fagpolitikere, ledere, undervisere, vejledere, administrationen og mange andre aktører gør sit yderste for, at Danmark fortsat kan være en af de førende lande i verden, når det drejer sig om erhvervsuddannelser.

Dette miljø ville jeg for alt i verden være en del af. Jeg har siden været så privilegeret, at få lov til at samarbejde med stort set alle aktører inden for uddannelsesbranchen. Fra ministeriet, faglige udvalg, virksomheder, faglærere, leverandører og til de enkelte elever.

Konsulent med fokus på digitalisering 

Mine primære opgaver i Edura har været – og vil også fremover være digitalisering. Her mener jeg digitalisering i den brede forstand, hvor jeg understøtter institutionernes digitalisering i stort set alle led. Jeg har supporteret tilblivelsen af digitaliseringsstrategier, håndtering af digitalisering, så alle kan følge med og ikke mindst udviklet konkrete digitale læringsforløb i tæt samarbejde med dygtige fagspecialister.

Digitalisering er et vanvittig spændende arbejdsområde, som er nået til et punkt, hvor teknologien er kommet over mange børnesygdomme. Her er et enormt potentiale for både at øge læringen hos eleverne, skabe mere fleksible afholdelsesformer og samtidig understøtte en bæredygtig drift.

Begrænsningerne ligger i vores fantasi og indsigt. Når alt kommer til alt, så er digitaliseringen ”blot” et nyt pædagogisk og didaktisk værktøj. Et værktøj, hvis det bruges forkert eller man ikke kender potentialerne, hurtigt kan gøre undervisningen både dyrere og dårligere. Derfor er Digital Adoption og styrkelse af den digitale modenhed, et af de vigtigste arbejdsområder vi har.

For at rykke Danmark længere frem i bussen, når vi taler om at omfavne teknologien, så er det ikke blot underviserne der skal forstå mulighederne og teknologien, men også bestyrelserne, ledelsen, fagpolitikkerne og alle dem som dagligt arbejder i uddannelsessektoren.

Jeg er både glad og stolt over at kunne være en del af den digitale rejse, og ikke mindst at kunne gøre det sammen med mine nye skønne kollegaer i Edura, men også sammen med mit mangeårige netværk inden for uddannelsessektoren.

Kristian Stagis

Kristian Stagis er oprindeligt uddannet elektriker og har 20 års ledererfaring i uddannelsessektoren. Først med fokus på udvikling af erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser til elektrikere, og herefter som Uddannelseschef på erhvervsskolen TEC.

Kristian har erfaring med politisk styrede organisationer og organisationsudvikling i alle lag, og har stærke innovative proceskompetencer og evnen til at føre muligheder ud i livet. 

På baggrund af Kristians viden og erfaringer inden for uddannelsessektoren er hans primære arbejdsområde i Edura projektledelse, ledelsesudvikling, udvikling af digitaliseringsstrategier og digitalisering af uddannelsesforløb på uddannelsesinstitutioner. 

Hvis du har fået lyst til at høre lidt mere om Digital adoption og Digital modenhed, så skal du være mere end velkommen til at skrive eller ringe til Kristian.  

Cecilie_videoproduktion_Edura