Lisa Helmer Lund

Lisa Helmer Lund

Læsetid: 5 Minutter

Mit arbejde med CRM i Edura

Christel Milborg er ansat som konsulent – læs med her når hun i denne artikel fortæller om sit arbejde med CRM i Edura

Christel_Milborg_Konsulent_CRM_Edura

”Det er helt klart inden for den tekniske del af mit arbejde min passion ligger. Det er især, når jeg forsøger at få systemet til at virke og løse de udfordringer, der opstår, at jeg synes, mit arbejde er utrolig spændende”

16. januar 2020

Jeg blev ansat som konsulent hos Edura den 1. juni 2019, og har været i virksomheden i omtrent 8 måneder. Et af mine primære ansvarsområder i Edura er at implementere nye Customer Relations Management (CRM) løsninger til vores kunder.

Begyndelsen i Edura

Det der tiltrak mig ved Edura var at få en chance for at arbejde mere intenst med det tekniske og IT. Det er noget jeg har en stor interesse for, særligt fordi man skal lære noget nyt hele tiden. Jeg var helt klart fascineret af de personligheder, der er i Edura, men samtidig også den høje grad af professionalisme, som virksomheden udstråler.
I en vis forstand kan man se Edura som en opstartsvirksomhed, og det var noget der tiltrak mig. Jeg har nemlig været vant til at arbejde i langt større virksomheder. Når man til gengæld møder Edura, så er det en virksomhed, som er på vej et sted hen. Jeg synes, at det var spændende at se hvor virksomheden ender henne, og det er en rejse, jeg gerne ville ud på sammen med Edura.

Min opstart i Edura har været sjov, men også krævende, da jeg har haft en utrolig stejl indlæringskurve. Det er dog dér, hvor arbejdet bliver udfordrende, at jeg synes man lærer mest. Når opgaverne så i nogle tilfælde bliver for udfordrende, så er vi her i Edura fantastisk gode til altid at favne og hjælpe hinanden.

Middag_i_Edura

CRM Education 365

Til dagligt hjælper jeg vores kunder med rådgivning, opsætning og brugen af CRM-systemer. Jeg hjælper også med teknisk at afdække de værktøjer og evt. gamle CRM-løsninger, som nye kunder kan have. En stor del af mit arbejde er dog inden for CRM Education 365. Det er en skoletilpasset CRM-løsning til Microsoft Dynamics 365, som er udviklet af Edura. Systemet er skræddersyet til uddannelsesområdet, og kan tilpasses den enkelte kunde.
Inden for uddannelsesområdet har et CRM-system stort potentiale for at skabe værdi for uddannelsesinstitutioner. Jeg hjælper derfor vores kunder med bl.a. at:

  • Skabe en mere effektiv rekruttering af elever
  • Informere om udløb af praktikaftaler for at øge antallet af uddannelsesaftaler og hovedforløbselever
  • Orientere tidligere efteruddannelses-kursister om relevante nyheder og kurser
  • Yde en mere effektiv rådgivning om uddannelsesvalg til de unge og deres forældre
  • Opsætte markedsføringsautomatiseringer som kan sikre, at de unge og deres forældre modtager relevant materiale på SMS, e-mail eller sociale medier

Noget af det fede ved mit arbejde i Edura er den hjælpsomhed, der er forbundet med at arbejde med CRM-systemer. Dét at jeg kan få lov til at hjælpe nogen med at få deres arbejde til at fungere ved at vise dem, hvordan de mest effektivt kan udføre det, er noget af det, jeg synes er spændende ved mit arbejde.

Projekter i Edura

Siden min ansættelse i Edura har jeg været involveret i flere projekter for en række kunder heriblandt TECHCOLLEGE, TECH og NEXT. I 2019 fik Edura bl.a. til opgave at udvikle og implementere en chatbot for Danmarks største uddannelsesmesse, DM i Skills. I dette projekt har jeg arbejdet med den tekniske del ifm. opsætningen af den automation, som skal registrere de unge og deres forældres aktivitet på messen. Formålet med dette er, at de efterfølgende bør kunne modtage langt mere relevant materiale fra de institutioner, som passer til deres interesser.
Derudover har jeg bl.a. også haft en fremtrædende rolle i vores re-certificerings projekt vedrørende håndteringen af certifikatudløb. I dette projekt har jeg været med til at udvikle det modul i CRM-Education, som gør, at vores kunder kan holde øje med hvornår et certifikat udløber. Det er vigtigt for at kunne sikre, at en ny certificering kan tages, inden den gamle udløber.

Én af de arbejdsopgaver der dog har haft størst betydning for mit arbejde, har været implementeringen af et CRM-system til NEXT. Det har det haft, fordi det er et projekt, der har givet mig et langt dybere kendskab til det tekniske aspekt af mit arbejde.

”Jeg har et rigtigt godt samarbejde med Christel. Hun hjælper mig med at implementere vores nye CRM-system, så vi får fuldt udbytte af alle fordelene. Hun er altid imødekommende og serviceminded - og får fulgt op på mine henvendelser, når jeg har brug for en løsning” – Katrine von der Recke, CRM Supporter i NEXT

Uddannelsesrejse

Jeg har oprindeligt en HG, og så er jeg udlært inden for en skoforretning. Her fandt jeg dog ud af, at det ikke var noget, jeg havde en interesse for. Derfor gav det mig en trang til at dygtiggøre mig, og jeg læste i stedet videre på en HHX.
Jeg blev herefter en timevikar hos Sonofon, og det var her min interesse for teknologi begyndte. Jeg blev fastansat i Sonofon, hvor jeg startede i deres tekniske afdeling, og var en del af en række tekniske projekter. Jeg valgte sidenhen at læse videre til systemadministrator ved siden af mit fuldtidsarbejde, og tog herefter en eksamen inden for CCNA.

Jeg endte med at udvikle min karriere i Sonofon, eller Telenor, som det senere blev kaldt. Her arbejdede jeg i ca. 18 år som Teknisk Manager, hvor jeg havde ansvaret for generel drift, IT-netværk og telenetværk.
Jeg besluttede derefter, at det var på tide at skifte til noget nyt. Derfor sagde jeg op i Telenor, og blev i stedet ansat som projektkoordinator hos TECHCOLLEGE. Her arbejdede jeg med at implementere deres CRM-system, og det var her, at jeg først kom i kontakt med Edura.

Hvem er jeg?

Jeg bor i en lille by kaldet Gerding i nærheden af Ålborg. Det betyder, at jeg hver anden uge flyver til København for at være på kontoret. Her mødes jeg med mine kollegaer, og afholder møder med vores kunder.
Som person er jeg meget fokuseret på min personlige udvikling. For mig handler det især om hele tiden at dygtiggøre sig. Samtidig er det vigtigt at blive inspireret til, hvordan man konstant kan gøre sig fysisk og mentalt stærkere.

Jeg bor på en nedlagt landbrugsejendom sammen med min mand, Per, mine to tvillingedrenge, Anders og Lasse, på 14 år, og vores labrador Toby.

Vi er en meget aktiv husholdning, hvor vi har fokus på sundhed og træning. Det synes jeg er utrolig vigtigt at vedligeholde, når man arbejder som konsulent. Det er også en holdning, som er fælles for alle os, der arbejder i Edura.