Lisa Helmer Lund

Lisa Helmer Lund

Læsetid: 4 Minutter

Strategiske partnerskaber skaber flere praktikpladser i hovedstadsområdet

TEC, NEXT og Unord er indgået i et samarbejde, hvor de gennem strategiske partnerskaber med mere end 50 store virksomheder forsøger at optimere det praktikopsøgende arbejde i regionen for at skabe flere praktikpladser og gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse

Download case

August 2019

I Danmark vil der i de næste par år være stor mangel på faglært arbejdskraft. Ifølge prognoser fra Danske Regioner, vil der i 2025 mangle omkring 70.000 faglærte i Danmark.

Derfor har TEC, NEXT og Unord har indgået i et samarbejde, hvor de gennem strategiske partnerskaber med mere end 50 store virksomheder forsøger at optimere det praktikopsøgende arbejde i regionen for at skabe flere praktikpladser og gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse.

Der er et faldende antal af unge, som tager en erhvervsuddannelse efter at have afsluttet folkeskolen og ifølge prognoser fra Danske Regioner, vil der i 2025 mangle omkring 70.000 faglærte i Danmark. I 2015 fik de kritiske fremtidsudsigter derfor Region Hovedstaden til at trække i arbejdstøjet. I forlængelse af deres vækst- og udviklingsstrategi blev der udarbejdet et program i samarbejde med kommunerne, erhvervsskolerne og arbejdsmarkedets parter kaldet ”Faglært til vækst”.

Programmets formål er i årene 2015 til 2020 at arbejde for at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse, skabe flere praktikpladser, styrke videre- og efteruddannelsen af ufaglærte samt opkvalificere faglærte med forældede kompetencer.

Det strategiske partnerskab

I 2017 valgte fire centrale erhvervsuddannelsesinstitutioner, TEC, NEXT, Esnord og Knord i samarbejde med Region Hovedstaden at indgå i et projekt for at skabe flere praktikpladser gennem strategiske partnerskaber som et led i reformudspillets mål om øget gennemførelse og trepartsaftalens nye incitamentsordninger til virksomhederne. I 2019 er Esnord og Knord fusioneret og hedder nu Unord. Projektets overordnede formål er at udvikle en professionel partnerskabsmodel, som skal styrke det praktikopsøgende arbejde i samarbejde med flere private og offentlige virksomheder. Målet er at skabe flere praktikpladser og gennem uddannelse sikre, at virksomhederne får den nødvendige faglærte og kvalificerede arbejdskraft. Det strategiske partnerskab repræsenterer en ny måde at arbejde på, hvor erhvervsuddannelsesinstitutionerne på strategisk niveau arbejder sammen med virksomhederne for at opnå målet om en forøgelse af antallet af praktikpladser. Indtil nu har den nye måde at arbejde på været en succes. Over 50 store virksomheder såsom Kemp og Lauritzen A/S, Lundbeck A/S, Rambøll Danmark A/S, Mountain Top Industries APS, Elos Medtech A/S, Dansk Kabel TV A/S m.v. har allerede indgået et strategisk partnerskab med de tre erhvervsuddannelsesinstitutioner.

Ifølge projektleder Jette Nossell fra TEC er der blevet taget rigtigt godt imod de strategiske partnerskaber:

”Virksomhederne har vist stor interesse, og er generelt meget positive over for den nye måde at arbejde på. Virksomhederne ser stor værdi i den ene indgang til skolerne og det at få det store overblik over muligheder for lærlinge, elever og uddannelse i virksomheden. At dialogen tages på strategisk niveau gør, at vi kan arbejde sammen langt mere helhedsorienteret og langsigtet”.

Stort potentiale for flere praktikpladser

Partnerskabskonsulenterne er blevet taget godt imod i virksomhederne, og det er den screening, som virksomhed og partnerskabskonsulent laver tidligt i forløbet også.

Screeningen og den efterfølgende dialog er med til at afdække behovet og mulighederne blandt andet ved at kigge på hvordan situationen ser ud i dag og i fremtiden i forhold til behovet for faglært arbejdskraft, efteruddannelse osv. Samtidigt får virksomheden rådgivning ift. lovgivning og regler for at have elever og lærlinge, samt hjælp til at koordinere på tværs af uddannelsesinstitutionerne for at finde den rette elev til deres virksomhed.

Et partnerskab er et gensidigt samarbejde og en gensidig forpligtelse. Med til et partnerskab hører derfor også, at virksomhederne får mulighed for at deltage i aktiviteter på skolerne og dermed mulighed for at møde evt. kommende elever og lærlinge allerede på grundforløbet.

Jette Nossell er ikke i tvivl om, at der ligger et stort potentiale for flere elever og lærlinge i mange virksomheder, men også at der er et stort og vigtigt forarbejde med screening, planlægning og koordinering m.v. før de mange nye praktikpladser er blevet effektueret.

Production Manager og uddannelsesansvarlig hos Brüel og Kjær A/S, Amdi Lindgaard udtaler, at han og virksomheden har haft stor glæde af partnerskabskonsulenterne:

”Det er vigtigt at have et overblik over uddannelse i hele virksomheden. Derfor har vi i Brüel og Kjær indgået partnerskab med de fire erhvervsskoler, TEC, NEXT og Knord og Esnord (Unord), om at tage hånd om hele lærlingeområdet m.v. i virksomheden.

Vi har allerede samarbejde med alle skolerne, men nu får vi det hele samlet hos en partnerskabskonsulent,som fremadrettet vil fungere som én indgang på det strategiske niveau. Det, forventer vi, vil give øget overblik og styrke koordinationen”

For partnerskabskonsulenterne har det været en spændende rejse.

En ny måde at arbejde på kræver naturligvis nye kompetencer og et andet syn på konsulentrollen. Ligeledes kræver det både omtanke og samarbejde, når tre skoler arbejder sammen på tværs.

Derfor arbejder skolerne løbende med opkvalificering og med at forbedre metoder og styrke samarbejdet – alt sammen med fokus på at optimere de professionelle kompetencer inden for bl.a. salg, arbejdet med screening og account planer m.m., så konsulenterne kan yde deres bedste for virksomhederne.

Eduras involvering

Edura har bidraget med viden og rådgivning til at sikre fremdrift i opstartsfasen, herunder coaching af partnerskabskonsulenterne i forandringsprocessen fra traditionelt salg til indgåelse af strategiske partnerskaber med henblik på konceptudvikling og kompetenceudvikling.

Jette Nossell udtaler om Eduras involvering i udviklingen, at: ”den sparring og de workshops som Edura i projektets pilot- og indledende fase har bidraget med, har været med til at skubbe idéen og den nye måde at arbejde på i den helt rigtige retning”.

I dag er der allerede blevet skabt flere nye praktikpladser i regionen, og den positive modtagelse fra virksomhederne giver realistiske forventninger om mange flere. Projektet er derfor et positiv bidrag til arbejdet for at sikre, at mange flere unge mennesker får mulighed for at gennemføre deres uddannelse, og for at virksomhederne får den faglærte arbejdskraft, som er tiltrængt både nu og i fremtiden.