Edura har spurgt SmartLearning, hvad de mener, der skal til for at lave god online undervisning
I Edura arbejder vi med udviklingen af digitale læringsforløb – både i det offentlige og i det private.
Ifølge en analyse af Global Industry Analysts anslås det, at det globale marked for online læring vil nå op på 406 milliarder US dollars inden udgangen af 2024.
Online læring er derfor en industri med stort potentiale, som sandsynligvis også vil blive mere betydningsfuldt i fremtiden.
Online undervisning har i modsætning til traditionel tilstedeværelsesundervisning en række fordele, men grundlæggende kan online undervisning tilbyde de studerende:
Stort udvalg af kurser
Gennem online læring er det muligt for den enkelte at vælge mellem en række af forskellige kurser og læringsmoduler, som ikke nødvendigvis findes gennem traditionel undervisning eller som kan supplere traditionel undervisning.
Dette fungerer især godt blandt de dygtigste elever, da de ikke begrænses i mængden af viden, som de kan optage.
Online læring kan også give de studerende mulighed for at gennemføre hele uddannelser eller supplere deres allerede gennemførte uddannelse.
Anderledes læring
I forhold til traditionel undervisning er der ved online undervisning store muligheder for at inddrage forskellige typer af undervisningsteknologi.
Det betyder, at online læring i høj grad kan inkludere flere medier og appellere til forskellige måder at lære på. Online læring kan bl.a. inkludere brugen af videoer, hvilket til dels kan være en fordel for de studerende, der ikke nødvendigvis er bogligt stærke.
Større fleksibilitet
Online undervisning kan give de studerende langt større fleksibilitet. Ved online undervisning kan den studerende selv planlægge hvornår den enkelte har mulighed for at modtage undervisning.
Da kursusmaterialet er tilgængeligt online betyder det også, at den studerende altid vil have mulighed for at vende tilbage til undervisningen og repetere.
Spørgsmålet er dog, hvad der skal til for at kunne tilbyde god og effektiv online undervisning?
Edura har i dialog med SmartLearning fundet frem til en række principper, som bl.a. kan være vigtige at overveje, hvis man skal skabe god online undervisning.
1. struktur og overskuelighed
Når man forsøger at implementere god online undervisning, er det vigtigt, at man laver en struktureret plan over undervisningen. Det er vigtigt, at strukturen bliver overskueligt for de studerende for at fastholde deres interesse og motivation.
En god struktur kan også sikre, at der er en genkendelighed på tværs af fag. Det betyder, at de forskellige kurser helst skal have en overordnet struktur, som er ens.
Derfor kan man med fordel opsætte en række faste kriterier for, hvilken struktur de forskellige kurser skal have.
2. Variation i aktiviteter
Man kan med fordel skabe en variation i aktiviteter, når man bruger online undervisning. Det kan bl.a. være gennem webinarer, quizzer, videoer mm. Når man skaber en variation i aktiviteterne, kan det styrke de studerendes motivation, fordi undervisningen på den måde kan blive mere interessant.
Det er dog vigtigt at opretholde en balance mellem nye aktiviteter og igangværende aktiviteter.
Derudover er det også vigtigt, at man ikke bliver alt for teknologifokuseret. Det skyldes, at det kan være en langsommelig proces at implementere nye teknologiske aktiviteter.
For megen variation kan også virke skræmmende på nogle studerende.
3. nærværende og engagerede undervisere
Lige som med traditionel face-to-face undervisning er det essentielt at have en nærværende og engageret underviser.
For at skabe god online undervisning skal underviseren derfor helst være handlekraftig og opsøgende. I god online undervisning er det underviserens opgave at sikre, at de studerende er motiverede og deltager i undervisningen. Hos SmartLearning har de bl.a. sikret, at man som studerende kan kontakte sin underviser eller ens medstuderende når som helst og hvor som helst, hvis man har brug for hjælp eller har nogle spørgsmål. Derfor kan det være en del af underviserens rolle, at han eller hun selv skal skabe kontakt til de studerende for at sikre deres fortsatte interesse og motivation.
Derudover er der også stor værdi i, at de forskellige undervisere deler deres kompetencer og erfaringer med hinanden.
4. Online fællesskab
Én af de vigtigste elementer der skal være til stede i god online undervisning, er et fællesskab mellem de studerende.
Til forskel fra face-to-face undervisning, så er der ved online undervisning en større afstand mellem de studerende. Det skyldes, at de studerende ikke fysisk befinder sig det samme sted. Det er derfor vigtigt, at man skaber et online fællesskab, hvor de studerende kan interagere med hinanden. Det har SmartLearning bl.a. adresseret ved at skabe et dialogforum, hvor de studerende kan interagere med og stille spørgsmål til hinanden. Derudover kan de studerende også få til opgave at skrive afleveringer i grupper, give feedback på andres afleveringer og indgå i fælles diskussioner om det pågældende emne, der undervises i.
Når man skaber et online fællesskab, har det også potentialet til at kunne motivere de studerende. Særligt dét at vide, at man f.eks. ikke er den eneste, som finder et emne svært, kan fastholde de studerendes motivation og muligvis forhindre frafald.
5. Forventningsafstemning
Når man går i gang med et online læringsforløb, kan der være forskellige forventninger til hvad processen indebærer. Forskellige forventninger til uddannelsesforløb kan være én af årsagerne til at visse studerende falder fra i forløbet.
Derfor kan en mulig løsning være at have en forventningsafstemning med de nye studerende. Her er det bl.a. vigtigt, at man er klar og tydelig omkring, hvad et online læringsforløb kræver af den studerende.
6. Evaluering og feedback
Når man skal skabe god online undervisning, er det også vigtigt, at man konstant evaluerer effekten af sin undervisning. Det handler i høj grad om at undersøge de studerendes og undervisernes opfattelse af forløbet. Ved konstant at evaluere de individuelle undervisningsforløb kan man være i stand til at identificere de områder, hvor undervisningen er effektfuld, og hvor den ikke er. Evalueringer handler derfor om, at der skal være en konstant læringsproces for de studerende, for underviseren, men også for udbyderen af undervisningen. Ved at evaluere på undervisningens forløb kan man derfor indsamle vigtige oplysninger om, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
Konstante evalueringer har også på længere sigt potentialet til at have en effekt på antallet af frafald, men også på antallet af studerende der genoptager eller starter på et nyt kursus. Hos SmartLearning har man på nuværende tidspunkt evalueringer i midten og i slutningen af et online forløb. Man er dog også i gang med at implementere ugentlige evalueringer. Gennem evalueringerne får de studerende og underviserne mulighed for anonymt at svare på en række åbne og lukkede spørgsmål. Formålet med evalueringerne er, så at sige at tage temperaturen for det enkelte kursus.
Overvejelser
Når man gerne vil skabe god online læring, er der derfor en række overvejelser man skal gøre sig. Det er f.eks. ikke nødvendigvis tidsbesparende at bruge online undervisning, hvis man sammenligner det med traditionel tilstedeværelsesundervisning.
Det skyldes, at der kan være større krav til, at det materiale som bruges i undervisningen, er nyt og tidssvarende. Det kræver en del energi at sikre, at både materiale og teknologi er opdateret og vedligeholdes.
Derudover skal man også være opmærksom på, at det kan kræve en del at opbygge erfaring inden for online undervisning. Det er i sig selv en konstant læringsproces at holde sig opdateret på teknologi og materiale.