Der har i de seneste år været et øget fokus på danske erhvervsuddannelser, da der ligger en stor udfordring i at takle den massive mangel på faglærte som Danmark står over for. Den store mangel skyldes blandt andet at flere generationer af ældre faglærte i fremtiden forlader arbejdsmarkedet. Samtidig har vi over en længere årrække set et bekymrende lavt niveau af elever, der vælger en erhvervsuddannelse og gennemfører den.
Højt frafald mellem grundforløb og hovedforløb
I dag er der mere end 80 erhvervsskoler i Danmark, og omtrent 111.000 elever gik på en erhvervsskole i 2020. En erhvervsuddannelse består af et grundforløb og et hovedforløb. På et grundforløb er eleverne fysisk på skolen og det består af grundforløb del 1. og grundforløb del 2. På hovedforløbet er eleven i stedet ude hos en eller flere virksomheder, hvor de får mulighed for at arbejde med det de har lært i praksis. For at kunne starte på et hovedforløb er det dog nødvendigt, at eleven har fået en aftale om en praktikplads hos en virksomhed.
Hvert år indgår elever og uddannelser ca. 43.000 uddannelsesaftaler, men op mod 45% af eleverne falder fra i løbet af uddannelsen, og godt en tredjedel af frafaldet sker mellem grundforløbet og hovedforløbet. Frafaldet på erhvervsuddannelserne er højt, og det er ikke lykkedes at nedbringe det markant inden for de sidste 10 år.
Trepartsaftale skal styrke det lærepladsunderstøttende arbejde
For at sikre en stigning i antallet af faglærte i Danmark har regeringen og arbejdsmarkedets parter indgået en ny trepartsaftale. Aftalen skal gøre det lettere for erhvervsskoleelever at få en læreplads og på den måde være med til at mindske frafald. Der er blandt andet afsat 121 mio. kr. i 2021 og 119 mio. kr. årligt i 2022 til lærepladsunderstøttende arbejde.
Ifølge aftalen er det en målsætning at:
- 60% af erhvervsskoleelever skal have indgået en uddannelsesaftale ved 15. undervisningsuge i grundforløbets 2. del
- 80% skal have indgået en aftale ved 20. undervisningsuge i grundforløbets 2. del
Stadig langt fra mål
I dag er der på landsplan stor forskel på, hvilke uddannelser der har sikret, at eleverne får en elevplads ved afslutningen af grundforløbet. Det er dog kun ca. 24% af erhvervsskoleeleverne der har en aftale 15 uger inde i grundforløbets 2. del og ca. 44% der har en aftale ved afslutningen af grundforløbet. Kigger man på de enkelte uddannelser er det blot 19% som opfylder målsætningen 15 uger inde i grundforløbet og 11% der opfylder målsætningen ved 20 uger.
Det tyder på udvalgte uddannelser og brancher bør ty til radikale indsatser for at være i stand til at opfylde målsætningerne og sikre at flere elever får en læreplads.
Hvordan skaber vi flere lærepladser?
Den nye aftale giver de faglige udvalg og erhvervsskolerne et større ansvar for at finde lærepladser til de elever, der ikke finder en læreplads selv. Det giver både de faglige udvalg og erhvervsskolerne optimale muligheder for at tænke ud af boksen, i forsøget på at øge antallet af elever der gennemfører en erhvervsuddannelse.
I Edura og CompanYoung har vi i april måned udgivet et konceptkatalog, hvori vi har opsat 19 idéer til, hvordan erhvervsskolerne og de faglige udvalg kan øge kvaliteten af og styrke skabelsen af flere lærepladser i Danmark. Vi har derfor valgt at afholde et webinar for de faglige udvalg og erhvervsskolerne. Du kan se optagelsen HER.