Under Coronasituationen er det vigtigere end nogensinde, at undervisere og uddannelsesinstitutioner sætter fokus på at skabe god virtuel undervisning.
I Edura har vi stor erfaring med at supportere uddannelsesinstitutioner med vores viden og erfaringer inden for digitalisering. Vi har på baggrund af vores erfaring og dialoger med faglærere identificeret 6 fokusområder, som du skal være opmærksom på for at opnå succes med din virtuelle undervisning.
Vil du vide endnu mere om digital læring, så kan du læse mere om ydelsesområdet her.
1. Skab rum for relationer og dynamik
Virtuel undervisning skal ses i en social kontekst – på samme måde som eleverne i et klasserum. Det fremhæves tydeligt i rapporten ”What does the research suggest is best practice in pedagogy for remote teaching”.
Virtuel undervisning må derfor ikke håndteres som et supporteret selvstudie. Eleverne har brug for at høre til og kunne række ud efter hjælp. De har brug for at føle sig tryg i, hvor de selv er i deres faglige udvikling i forhold til deres klassekammerater. Derfor er det vigtigt at skabe et fagligt læringsfællesskab i det virtuelle rum.
Det betyder, at du som underviser bør skabe rum for diskussioner, gruppearbejde og ikke mindst muligheden for at dyrke det sociale. Der skabes mere læring hos de fleste, når den faglige refleksion sker med andre, og når man kan følge ens klassekammerater i deres udvikling. Det skaber ro og gør det lettere at håndtere den frustration, der naturligt opstår i en udfordrende læringssituation.
2. Skab aktiverende læringsforløb
En af de største udfordringer ved virtuel undervisning er at fastholde elevernes fokus og motivation. Det fysiske læringsmiljø, der både understøtter og signalerer, at man er i en læringssituation, er væk. Det skal erstattes af andre elementer, som kan skabe fokus og give inspiration.
Naturligvis er måden den konkrete undervisning formidles på det vigtigste. Helt som i det fysiske klasserum. I en virtuel kontekst kræver det dog, at man kan få energien og engagementet ud gennem skærmen, for at fange elevens opmærksomhed. Det kræver faktisk ikke andet end lidt teknisk viden og praktiske øvelser for at blive dygtig til at stå foran et kamera.
Det virtuelle miljø udfordrer også den traditionelle struktur og flow i undervisningen. Er det et synkront forløb, så skal der indtænkes en del planlagte pauser fra selve undervisningen. Virtuel undervisning gør det svært for eleven at skabe sine egne naturlige pauser, hvor der er plads til refleksion, frisk luft og afkobling.
En pause kan også være en test, en lille opgave, en konkurrence, en drøftelse med en medstuderende og meget andet. Hvis det er synkron undervisning, så kan man med fordel anvende et second screen produkt som f.eks. Kahoot. Det skaber en god ”forstyrrelse” og eleven får et tiltrængt sceneskift.
Man kan også arrangere og håndtere åbne drøftelser og diskussioner virtuelt. Ønsker man derimod mere dynamik og spontane diskussioner, så kan man med fordel etablere elev-makkerpar. Her kan hvert makkerpar have deres egen og ofte selvvalgte platform at kommunikere på. En platform som føltes tryg, og en diskussion som ikke bliver hørt eller læst af andre.
Det vigtigste at fokusere på er nemlig at skabe aktiverende læring. jo mere eleverne kan aktiveres, jo bedre fastholdes deres fokus og motivation, og jo større sandsynlighed er der for, at du kan få succes med din virtuelle undervisning.
3. Hav styr på teknikken
Helt lavpraktisk så skal der være styr på de vigtigste funktionaliteter som lyd og billede. Hvis der opleves udfald i lyd eller billede, hvis materialer ikke er tilgængelige eller hvis en platform ikke bliver brugt hensigtsmæssigt, så oparbejdes der hurtig en unødvendig frustration hos eleven.
Det drejer sig også om at udnytte de muligheder en digitalisering giver, og det drejer sig ikke kun om mulighederne for at læse, downloade og uploade materialer. I stedet bør man kombinere brugen af synkrone, og asynkrone læringselementer. Kombinationen skaber for nogle et bedre fokus og giver mulighed for at få gentaget dele af undervisningen. Det er også en god ide at lade sig inspirere af eleverne. Mange elever har nemlig stor erfaring i at begå sig online, skabe digitale fællesskaber og er generelt set vant til at søge viden og arbejde digitalt.
4. Vær tydelig omkring forløbet
For at opnå succes med din virtuelle undervisning er det også vigtigt, at du overvejer, at behovet for gennemskuelige læringsforløb og tydelige forventninger bliver forstærket i en digital læringssituation. Ved virtuel undervisning er det mere besværligt lige at række hånden op eller stille et spørgsmål til klassen. Derfor er det vigtigt, at du som underviser har fokus på den formelle opsamling/feedback. Det kan være en kort dialog på chatten eller det kan være små feedbacktests i løbet af dagen.
Med en feedbacktest menes der, at du som underviser kan få indsigt i elevernes faglige niveau og på den måde tilpasse undervisningen til den enkelte elevs behov. Det kan også gøres som en integreret del af læringsforløbet eller mere spontant via f.eks. Kahoot eller Mentimeter.
5. Vær opmærksom på den digitale modenhed
Når vi taler om elevens digitale modenhed, så drejer det sig ikke kun om de kan finde ud af det tekniske. Det er naturligvis en forudsætning, at eleverne kan navigere ubesværet i den digitale verden, og at teknikken ikke står i vejen for læringen. Det er derimod også vigtigt, at eleven trives i det digitale miljø, og forstår at motivere sig selv. Der skal nemlig kompenseres for den dynamik, som findes i klasseværelset.
Som underviser er det selvfølgelig altid vigtigt at du er opmærksom på, om eleverne trives. Den fysiske afstand til eleverne kræver bare, at der skal tages lidt andre metoder i brug. Det er en hel del lettere for eleverne at blive ”usynlig” i et digitalt univers, og derfor er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom. Som underviser bør man derfor være opsøgende og lade klassekammeraterne give feedback på klassens trivsel. Helt som man plejer at gøre i klasseværelset.
Det har imidlertid også vist sig, at en forholdsvis stor gruppe af elever stortrives ved at blive undervist virtuel. De får den nødvendige ro til fordybelse og muligheden for at sætte undervisningen på pause, når det passer dem. De bliver ikke forstyrret af den ”støj”, der naturligt skabes, når mennesker mødes. Den indsigt bør man tage med, når COVID-19 er overstået. Det er nemlig vigtigt at give eleverne mulighed for at kunne ”trække sig tilbage”, og blive undervist i det tempo, som passer dem.
6. Gør plads til de praktiske øvelser
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at udføre alle praktiske øvelser digitalt. Hvis smeden skal lære at udføre en svejsning med høj kvalitet, eller snedkeren skal kunne foretage en tapsamling, så kræver det viden gennem hænderne. Her er det vigtigt ikke at forsøge at digitalisere denne del af undervisningen. I stedet bør du som underviser være tydelig omkring hvordan og hvornår denne del af undervisningen skal gennemføres. Gode virtuelle forløb, går ikke på kompromis med de faglige færdigheder.
Den nuværende situation har dog sat gang i fantasien, og vi har set mange måder, hvorpå man kan håndtere de praktiske øvelser. Der har været afholdt åbne værksteder, hvor eleverne booker sig ind på forskellige tidspunkter af dagen, elever der hentede komponenter/udstyr på skolen og arbejdede med det derhjemme og øvelser der foregik i egen virksomhed eller hos en kunde.
Opfindsomheden har været stor og det har vist sig, at hvor der er vilje, er der ofte en vej.
Vil du gerne vide mere? Så kan du kontakte Kristian her